Frk. Ellen Gades Børnehave er en lille hyggelig børnehave med plads til 40 børn fordelt på to stuer, Grøn stue og Orange stue. Børnehaven er beliggende i en hyggelig villa i Risskov med let adgang til stranden, parken ved Risskov skole samt Letbanen, der ofte tager os på tur spændende steder hen. Børnehaven har eksisteret i 80 år og blev grundlagt af Frk. Ellen Gade med henblik på passe kvarterets børn.

en traditionsrig børnehave

Traditioner er et vigtigt element i børnehavelivet. Traditionerne er et genkendeligt afbræk i hverdagen, som alle børnene glæder sig til. Udover traditionerne ved højtiderne, holder vi også årligt en Børnehavefest og en Bedsteforældredag. Der er også helt særlige traditioner, når storbørnsgruppen tager afsked med børnehaven for at starte i skolen. Her afholder vi en ”Spring-ud-fest.” Til festen tegner alle børnene deres eget omrids på et stort stykke papir, som de senere på dagen rutsjer igennem for at markere overgangen fra børnehavebarn til skolebarn. Bagefter bliver der optrådt med ”Fætter Mikkel gik” og spist frugt og hotdogs.

engagerede forældre og støtteforening

Forældrene i Frk. Ellen Gades Børnehave er en meget engageret forældregruppe. Der er stor tilslutning, når der flere gange årligt inviteres til forældrekaffe og Forældrerådet har sammen med pædagogerne og den pædagogiske leder stor indflydelse på, hvad der skal ske i børnehaven.

Det er også forældrene, der er initiativtagere til en støtteforening for børnehaven. Her indbetaler forældrene et beløb, som går til at støtte børnehaven til forskellige arrangementer. Støtteforeningen har herudover blandt andet støttet med midler til indkøb af guitar, udflugter til Springhallen og bondegårdstur.

Da Frk. Ellen Gades Børnehave i 2021 fusionerede med Børnebåndet var der blandt forældrene et ønske om, at man opretholdt støtteforeningen, der er helt unik for børnehaven.

RUNDVISNING

Frk. Ellen Gades Børnehave tilbyder rundvisning til interesserede forældre. Kontakt pædagogisk leder.

Marianne Bisgaard Falck på telefon 24 78 25 10 for nærmere aftale.

ÅBNINGSTIDER

Mandag: 6.30 - 16.30

Tirsdag - torsdag: 6.30 - 17.00

Fredag: 6.30 - 16.30

Du kan som forælder frit vælge mellem en deltidsplads på 30 timer om ugen eller en fuldtidsplads på 52 timer om ugen.

Frk. Ellen Gades Børnehave er en del af det selvejende dagtilbud Børnebåndet, som udover os består af Børnehaven Lauge Koch, Dr. Alexandrines Børnehave og Skt. Johannes Sogns Børnehave.